Hvis I er mere end 8 personer, der skal rejse sammen, kan I bestille en gruppebillet. Det er også muligt at dele klippekort eller mobil-billetter. Uanset hvilken billetform I ønsker at benytte, er det vigtigt, at I giver NT besked om rejsen senest 5 hverdage før I skal afsted. Så kan vi nemlig sikre, at der er plads nok i bussen til jer allesammen. F.eks. ved at indsætte en ekstrabus. Hvis I ønsker at afbestille kørslen, skal NT have besked senest 24 timer før planlagt afgang. Ligger afgangen mandag morgen, skal NT senest have besked om en evt. aflysning fredagen før afgang inden kl. 10.00.
Rejser i Aalborg Kommune
Skal I rejse internt i Aalborg Kommune, skal I ikke bestille kørslen via formularen, men derimod ringe direkte til Aalborg Kommunes Trafikmestre på telefon 99 31 19 34 på hverdage mellem kl. 09.00 og 11.00, eller sende en mail til trafikmestre@aalborg.dk
med angivelse af, hvor I skal rejse fra og til, og hvornår I ønsker at rejse.
Hvor kører vi til og fra?
Du kan kun bestille gruppekørsel til ordinære busruter i Region Nordjylland og til togrejser på Nordjyske Jernbaner. Dvs. at I kun kan blive kørt fra ét stoppested til et andet på en given NT rute eller mellem ordinære stop på Hirtshalsbanen eller Skagensbanen.
Hvad koster det?
Der er flere forskellige muligheder for at betale for turen. En decideret gruppebillet, som udstedes af NT og sendes til jer inden afrejse. Klippekort som I deler, så der alt i alt klippes for så mange zoner, som I samlet set skal rejse. Udflugst-mobil-billetten, som købes via mobil-telefonen inden I skal med bussen og endelig, børnehavekortet.
- Gruppebillet
En gruppebillet udstedes til det antal personer, der skal rejse sammen, og prisen for billetten baseres på den aktuelle klippekortpris. Gruppebilletten udstedes til det eksakte antal i gruppen.
Vær opmærksom på, at det indmeldte antal rejsende er bindende, og at der ikke refunderes ved evt. sygdom. NT udsteder billetten og sender den til jer sammen med en faktura i god tid, inden I skal rejse.
Reglerne om at enhver betalende voksen kan medbringe 2 børn gratis og at ethvert betalende barn kan medbringe et andet barn gratis gælder ikke ved rejser, der foretages på gruppebillet, da disse rabatter allerede er indregnet.
- Børnehavekort
Børnehavekortet er et periodekort, som NT kan udstede til alle børnehaver og vuggestuer i Region Nordjylland. Der er tre typer børnehavekort. To kort uden spærretid og et kort med spærretid.
Børnehavekort - uden spærretid
Uden tidsbegrænsning kan institutionen købe et helt børnehavekort til max. 26 børn og fire voksne, eller et halvt børnehavekort til max. 13 børn og to voksne. Begge kort kan købes for enten seks eller tolv sammenhængende måneder.
Halvt børnehavekort - med spærretid
Med tidsbegrænsning kan institutionen købe et halvt børnehavekort til max. 13 børn og to voksne og med en løbetid på 12 måneder. Tidsbegrænsningen betyder, at I skal påbegynde udrejsen efter kl. 9.00 og hjemrejsen inden kl. 13.00.
Reglerne om at enhver betalende voksen kan medbring 2 børn gratis og at ethvert betalende barn kan medringe et andet barn gratis gælder ikke, ved rejser der foretages på børnehavekort.
- Mobil-billet - udflugtsbilletten
Mobil-billetten koster 160 kr og er for grupper på max. 14 personer (heraf max. 2 voksne) dog kan der godt købes flere billetter hvis gruppen er større.
Billetten kan købes alle ugens dage. Uanset købstidspunktet er billetten gyldig indtil klokken 24 på købsdagen. Indenfor tidsgyldigheden gælder billetten til fri rejse med NT's busser og togene på Hirtshalsbanen og Skagensbanen.
Billetten kan ikke benyttes i by- og metrobusserme i Aalborg i tidsrummet 07.30 til 08.30.
Sådan købes billetten
Sms UDFLUGT til 1271 og besvar bekræftelses-sms'en med JA. Herefter modtager du din sms-billet. Vis den til chaufføren i bussen.
Reglerne om, at enhver betalende voksen kan medbring 2 børn gratis, og at ethvert betalende barn kan medringe et andet barn gratis, gælder ikke ved rejser, der foretages på denne mobil-billet.
Ved grupper på 15 personer eller derover skal kørslen meldes senest 5 hverdage inden rejsedagen. Ved kørsel internt i Aalborg kommune ved grupper over 30 personer skal kørslen meldes til Aalborg kommunes trafikmestre på telefon 99 31 19 34 i tidsrummet 09 til 11. Hvis kørslen ikke er internt i Aalborg kommune skal kørslen meldes her.
Er du i tvivl om hvilket produkt du skal vælge, er du altid velkommen til at ringe til NT's trafikservice på telefon 99 34 11 31 mellem 6:30-17:00 på hverdage. Trafikservice kan bl.a. hjælpe dig med at beregne den billigste pris.
NB! Vær opmærksom på, at hvis I ønsker at benytte jer af klippekort eller mobil-billet som rejsehjemmel, så skal I selv sørge for at få købt klippekort eller mobil-billet inden rejsen.
Hvordan bestilles gruppekørsel?
Klik på dette link for at komme videre til bestillingsformularen. Der finder du også en vejledning i, hvordan du udfylder formularen.
Kort fortalt skal du udfylde dato for rejsen, hvor I skal rejse til og fra på både ud- og hjemrejsen. Du kan f.eks. indtaste de adresser du skal rejse imellem. Du skal også indtaste dine kontaktoplys-ninger, hvor mange I skal rejse og hvilken billetform du ønsker at benytte.
Rejsegaranti
Rejser i flere end 15 personer sammen, er I kun omfattet af NT rejsegaranti, hvis rejsen er bestilt som en grupperejse hos NT.