Der sker en stor udvikling i Nordjyllands kraftcenter, Aalborg. Nu og i de kommende år sker det især i vækstkorridoren, som strækker sig fra Aalborg Lufthavn via midtbyen og videre til den østlige del af byen. Der opføres et nyt universitetshospital, Aalborg Universitet vokser sig stadigt større og det tidligere godsbaneareal omdannes til campusområde.
Især Universitetshospitalet vil medføre et stort behov for en udbygget infrastruktur, der kan transportere
flere tusinde ansatte og mindst lige så mange patienter og pårørende til og fra arbejde, undersøgelser og besøg. Det er afgørende, at den kollektive trafik er gearet til at transportere de mange personer, når det nye hospital i Aalborg Øst står klar.
Det er afgørende for byens udvikling at indtænke højklassede kollektive trafikløsninger, der understøtter en bæredygtig udvikling, både miljømæssigt, socialt og økonomisk. Dette gælder både for byens borgere og resten af regionens befolkning med arbejde, studie, fritidsinteresser og andre ærinder i den nordjyske hovedstad.
Den kraftige udvikling har medført, at Aalborg Kommune, Region Nordjylland og NT i fællesskab har afsat fire millioner kr. og gennemfører en foranalyse af en letbane/BRT- løsning. Foranalysen udarbejdes i samarbejde med COWI, og forventes færdig til sommeren 2013.
Allerede i dag er der et stort pres på busserne i korridoren mellem universitetet og midtbyen, og de store udviklingsprojekter vil medføre et endnu større behov for kollektiv transport. Derfor anlægges der i løbet af 2012 den første del af en busvej i Universitetskorridoren mellem krydset Sohngårdsholmsvej / Th. Sauers Vej til og med busvejen, som løber genne Universitetsområdet i Aalborg Øst. Denne strækning er forberedt til, at der senere kan køre en letbane.

En letbane er en moderne udgave af en sporvogn, der tilbyder god komfort og korte rejsetider. Rejsetiden reduceres med cirka 40 %, da letbanen kører i eget tracé og dermed ikke forsinkes af den øvrige trafik.
Letbanevogne ligner slanke busser, forurener mindre, fordi den kører på strøm, og støjer langt mindre end busser.